Buteyko Clinic Danmark

Arkiv for kategorien ‘Professor Buteyko’

Buteyko opdager lidelsen “dyb vejrtrækning”

Stalin havde været død i otte år og Buteyko havde hadet ham siden sin barndom.

Doktoren blev født i 1923 i landsbyen Ivanitsa i den nordlige del af det solrige, frugtbare Ukraine. Hans far var tømrer og hans mor var syerske. Kostya, som Konstantin Buteyko blev kaldt af sin familie, blev passet af sin ældre bror, Volodya. Efter datidens standarder blev familien ikke anset som fattig, der var nemlig ingen i familien der gik sultne i seng.

Volodya døde af akut lungebetændelse mens han endnu var barn og så i 1929 flyttede familien Buteyko til landsbyen Popovka i nærheden af Konotop i det nordlige Ukraine for at Kostya kunne komme i skole. Der blev familien Buteyko indfanget i ”kollektivismen” – Stalins politik ved med magt at indlemme små private landbrug i større kollektiver under statens kontrol.
Bag lukkede døre forbandede Buteyko’s far ofte kommunist partiet for at genne mennesker ind i disse kollektive landbrug, overtage deres afgrøder og efterlade dem sultende, mens han skrækslagne mor prøvede at få Buteyko’s far til at hidse sig ned.

”Alle disse får gør blot hvad som helst den forbandede mand fra Georgien siger” spyede Buteykos far ”men en dag vil der være en det gør regnskabet op med kære gamle Joe, og så vil han finde ud af hvad det drejer sig om”

Buteyko arvede sin fars had til Stalin, et had som hans mor i al stilhed delte. Indtil han havde lavet sin store opdagelse i en alder af 29 år, var hans mest inderlige ønske at ødelægge den diktator, uanset midler og tage hævn over banditterne som kom til folks huse og plyndrede så der næppe var et eneste korn tilbage i laden. Kun ”den store opdagelse” kunne erstatte dette ønske.

Buteyko gøre sin ”store opdagelse” i løbet af blot ganske få øjeblikke, mens hans vej havde ført ham til den, skridt for skridt, i 29 år.

Lige fra barnsben havde Buteyko været usædvanlig interesseret i maskineri. Da han gik ud af skolen i Konotop var det hans drøm at skabe en ufattelig kraft som kunne grave et hul eller en tunnel ind i jorden, sejle og flyve til andre planeter. For at muliggøre og arbejde med sine drømme blev han optaget på fakultetet for selvkørende ingeniørvidenskab ved Kiev Polytekniske Institut i 1939.
Kl. 06:00 den 22. juni 1941 begyndte Hitlers bombardement af Kiev og Buteyko og hans medstuderende skyndte sig at lade sig indrullere i hæren. De øvrige medstuderende blev tank fører men Buteyko blev, på grund af sin unge alder, mekaniker i den konvoj som skulle transportere medicin til fronten og bringe sårede tilbage. Det var hans arbejde resten af krigen. Han var i nærheden af Berlin da våbenhvilen blev offentliggjort.

Han hjembragte en kolonne af beslaglagte tyske køretøjer til Moskva på vegne af Sundheds Ministeriet, og besluttede at blive i hovedstaden for at fortsætte sin uddannelse. Denne gang ville han ikke fortsætte med at studere ingeniørvidenskab men ønskede at studere medicin. Han havde set så meget blod og død ved fronten, at han ønskede at studere den menneskelige krop lige så intensivt som han havde havde studeret maskineri. Selv dengang, på det tidspunkt havde han en følelse af, at der var noget galt med den moderne medicin. Som barn havde han lagt mærke til, at når han følte sig syg, havde hans bedstemor behandlet ham med urter. Hendes te, salver og miksturer var  almindeligvis meget effektive men hvis hans mor hidkaldte rigtige læger ville de udskrive unyttige piller og indsprøjtninger.

Ved fronten havde Buteyko lært at blive så fremragende en mekaniker at han kunne identificere fejl ved blot at lytte til køretøjets motor. Han ønskede at nå det samme niveau af ekspertise, når det drejede sig om den menneskelige krop og troede på at evnen til at nå en hurtig og akkurat diagnose var at bruge de enkleste ressourcer til at nå højdepunktet indenfor den medicinske formåen. I slutningen af sommeren 1946 påbegyndte Buteyko sit første år på Medical Faculty of Moscow Institute of Medicine No. 1 men allerede i løbet af det andet år var han helt og aldeles desillusioneret.

”De er jo fuldstændig betonhjerner” klagede han sig til en tidligere kammerat fra fronten da han blev spurgt om hvordan hans studier skred frem. Han stirrede sørgmodigt på kolonnerne ved indgangen til instituttet hvor de mødtes. ”Og jeg er nød til at sige at medicin i dette land er en grusom gang roderi. De vender det hele på hovedet.” Buteyko lagde mærke til at hans ven der almindeligvis var godtroende og ligefrem, smilte og han fortsatte bittert ”Hvad er værdien af at diagnosticere lidelser og sygdomme når de først er til stede? Vi skal være i stand til at forebygge dem længe før de overhovedet bliver udviklet.”

”Hvad er det så du har besluttet at gøre?” spurgte vennen og begyndte at lytte mere opmærksomt.

“Jeg vil skifte til forebyggende medicin” sagde Buteyko resolut. Han slog kraven på sin godt brugte militærfrakke op – novembervinden var iskold. ”Forebyggelse er meget bedre end at helbrede.”

”Det lyder godt – gør dit bedste og hvem ved måske ender du med at blive medlem at Det videnskabelige Akademi.” sagde hans ven i et forsøg på at muntre sin ven op og slæbte ham derefter hen til den nærmeste kælderbar.

Buteyko var ved at afslutte sit tredje år da hans ven, som var på forretningsrejse, besøgte ham igen. De gik ned til den samme bar.

”Nå, sig mig så, hvordan går det med den forebyggende medicin?” spurgte hans ven mens han skubbede et glad rødvin over til ham.

”Fint” sagde Buteyko som drak et glas mineral vand i stedet for vin. Han havde udskiftet sin militærfrakke med en lysegrå jakke. ”Hygiejne er så vigtigt, lige fra fødslen. Eller endnu bedre, lige fra undfangelsestidspunktet! Det er derfor jeg begyndte at studere gynækologi og obstetrik.”

Han så at hans ven blev lamslået. ”Hvorfor laver du ansigter? Mener du ikke at det er noget for rigtige mænd?” spurgte han.

”Nå ja, hvorfor ikke, nogen skal jo tage sig af kvinder der føder ….” spruttede hans forlegne ven.

”Det drejer sig ikke kun om fødsler” Buteyko kæmpede for at overdøve musikken.

”Den menneskelige race er ved at udvikle sig til en degenereret art og vores fremtid afhænger af de babyer som disse kvinder føder.”

“Ja, det har du nok ret I” sagde hans ven i et udglattende tonefald og skubbede igen glasset frem mod ham. De omkringsiddende gæster var begyndt at stirre på dem.

”80% af et barns helbred afhænger af dets mor” Buteyko sank halvdelen af sin flaske mineralvand i en eneste mundfuld. ”Mødre undfanger og bærer så deres børn i ni måneder. Og så ammer de dem.”

“Naturligvis, ja naturligvis” sammentyggede hans ven hastigt og signalerede til tjeneren.

”Det er vigtigt hvorvidt moderen ryger eller drikker mens hun er gravid” fortsatte den livlige Buteyko. ”Og hvem overvåger denne prosess? Hvem passer på kvinder der føder? Det gør fødselslæger! Derfor er de de vigtigste læger!” konkluderede han triumferende.

Gennem hele sit liv havde Buteyko gået ind i det han arbejde med, med liv og sjæl og alligevel studerede han medicin med særlig entusiasme. Han var en ug-elev og lå på førstepladsen i sin klasse. Instituttets bibliotek var ikke stort nok til ham. Normalt var det sådan at kun kvalificerede specialister kunne få adgang til at bruge det større centrale medicinske bibliotek men på grund af hans helt exceptionelle karakterer fik han speciel adgang. Buteyko dykkede ned i et uendeligt hav af bøger.

Den akademiske verdens leder af det gynækologiske institut, Kvater, bemærkede Buteykos ekstraordinære anstrengelser og initiativ og foreslog at han undersøgte en særdeles lunefund sygdom, præeklampsi eller svangerskabsforgiftning. Hans lærer og idol, akademikeren Dariev rådede ham til at lede efter svært forhøjet blodtryk. Ifølge nogle akademikere er dette i virkeligheden den samme sygdom men det er kendt som svangerskabsforgiftning når det drejer sig om gravide kvinder. Så fra sit tredje år forskede Buteyko som en besat i disse to lidelser.

Som så mange før ham, var en af de ting der skete med ham, i lighed med medicinstuderende før ham, at ….. da han nåede til vejs ende i sine studier, udviklede han også denne bogstavelig talt uhelbredelige lidelse. Han havde været en forbilledlig sportsmand som trænede i timevis, var en god bokser der intet frygtede, men nu var han hjælpeløs og i overhængende fare for at dø. Det betød intet for ham at han bestod med topkarakterer og udmærkelse fra områdets medicinske skole og overbygningsstudierne under akademikeren Dariev når han blot havde 18 måneder tilbage at leve i. På nogle tidspunkter var hans systoliske blodtryk 212, han havde en forfærdelig hovedpine og hans hjerte føltes som om det blev klemt i en skruestik. Buteyko var på Sovjet Unionens største center for medicinsk ekspertise og alligevel kunne ingen redde ham.

Selv kræft syntes mild i sammenligning. Kræft kunne behandles i dets tidlige stadier, ondartede svulster kunne blive fjernet kirurgisk og patienten kunne få strålebehandling. Sygdommen kunne midlertidig stanses, nogle gange i længere perioder. Men ingen patienter havde nogen chance for at overleve ondartet forhøjet blodtryk – den ville ødelægge selv den stærkeste krop i købet af et år eller to, og det vidste Buteyko så godt som nogen.

Han havde adgang til sjælden og knap medicin, selv medicin fra udlandet. Han studerede under områdets top-specialist i forhøjet blodtryk, akademikeren Dariev og alligevel var ham dødsdømt! Medicin havde ingen effekt og han var bange for at fortælle Dariev hele historien i tilfælde af at han blev udelukket fra sine overbygningsstudier. Men at dømme ud fra Dariev sympatiske udtalelser havde Dariev allerede gættet det meste af det – og han så på Buteyko som om han allerede havde tabt. Dariev anså Buteyko som en af sine allerbedste studerende og havde engang imellem ymtet sine store planer for ham.

Og så – pludselig i begyndelsen af 1952 skete der et mirakel. Ikke alene forsinkede Buteyko sin vej mod graven men han vendte udviklingen.  Der bredte sig et sundt skær over hans ansigt, hans gråblå øjne skinnede for første gang i måneder.

Miraklet skete den 7. oktober 1952, en nat som Buteyko skulle huske for altid.

Uanset sit hemmelige had til Stalin, blev dette had særligt akut, nu hvor Buteyko var ved at dø uden at han havde klaret at tage livet af sin dødelige fjende af det ukrainske folk, ville dette had blegne sammen med utilstrækkeligheden i hans andre drømme og planer. Lige præcis denne nat ville Buteyko gøre sin ”store opdagelse” for hvilken den medicinske mafia ville svine ham til i årevis og udføre ni attentater mod hans liv – attentater der strakte sig fra forgiftning, ”færdselsuheld” og forsøg på at få ham spærret inde på det psykiatriske hospital. Han kom til at betale for ”sin store opdagelse” med fremmedgørelse fra sin kone og sin familie.

Men Buteykos “store opdagelse” kunne redde hundreder af millioner menneskers liv hvor hans eget kun var det første. Den kunne have givet ham et behageligt liv i Vesten hvis han havde ønsket det. Hans opdagelse signallerede en revolution i den medicinske videnskab sådan som det havde eksisteret i tusinder af år. En dag ville mennesker over hele verden fejre årsdagen for hans ”store opdagelse”. Den opdagelse der gjorde at lægen fortjente Nobel Prisen og hans navn skulle skrives med guld bogstaver i de kommende årtusinders medicinske verden. Mennesker som blev reddet fra at kvæles i astmaanfald, mennesker med forhøjet blodtryk og diabetikere ville tilbede ham som et ikon og patienter ville stå i kø i dagevis for at konsultere ham.

Lige netop på denne Moskva aften fandt han en måde at redde sig selv på (og millioner af andre) fra fysisk lidelse men underkastede sig selv år af følelsesmæssige pinsler som ikke var enkle af bære. Det medicinsk etablerede samfundssystem stak deres knive i ham, både i overført betydning og ganske bogstaveligt – hvis Buteyko’s opdagelse blev standardprocedure ville deres skalpeller ruste på grund af mangel på brug. Og hvad ville der ske med farmakologer hvis han opdagelse gjorde bjerge af piller overflødige og lod lagre være fyldte med den dyre medicin der var så stor efterspørgsel efter? En rasende hær overfaldt pioneren og forsøgte at knuse ham. Dr. Buteyko blev tvunget til at leve med vægten af deres fjendskab resten af sit liv.

Det så ud til at være en ganske almindelig dag. Det var aften og Buteyko var på vagt på hospitalet omgivet af horder at støjende studerende som også skulle blive der på nattevagt. Han var i gang med entusiastisk at beskrive hvordan hans ideal-læge ville diagnosticere sygdomme.

”Tænk lige over det” han trådte til side for at lade en sygeplejerske der kom kørende med medicinvognen komme forbi ”hvordan læger oftest laver en aftale med en patient? Patienten kommer knap nok inden for døren før lægen beder ham om at tage tøjet af og vende ham rundt og lader ham trække vejret ind.” Buteyko lavede et rollespil som viste hvad han mente. ”Vi sender urin, blod og afføring til analyse.” Buteyko vendte hovedet væk fra den imaginære patient og gav et usynlig stykke papir med instruktioner til en af de studerende. ”Der er ingen der i virkeligheden ser på patienten – ingen observerer hans øjne, måden han går på eller hans sindstilstand. Men du kan få en masse at vide på denne måde, ja nogle gange næsten alt det der er værd at vide.”

Buteyko havde selv kun arbejdet som læge i omkring en måneds tid men han delte ikke kun ud af sin egen erfaring. Han havde indsuget sin mentors meninger, akademikeren Dariev, som afskyede den overordentlige formelle og bureaukratiske facon lægerne brugte til at behandle deres patienter efter.

”Patienten er lige der foran dig. Han har endnu ikke sagt et ord men du kan allerede fortælle mange ting om ham. Her er et konkret eksempel.”

Lægen vendte sig om mod en velbygget ung mand i en stripet pyjamas som gående hen mod dem i en akavet gangart.”

”Her har I en typisk astmatiker!” kundgjorde Buteyko kategorisk. ”I kan se at han snapper luft som en fisk!”

Den unge mand trak i sandhed vejret med stor vanskelighed. De studerende kikkede på hinanden med stor undren. De kunne lide denne energiske lærer med hans mangel på forfængelighed.

”Jeg er bange for at du tager fejl, læge” kvækkede patienten. ”Jeg har ikke astma, jeg har ondartet, dødeligt forhøjet blodtryk.”

Buteyko så ind i øjnene på en mørkhåret, køn studerende som rynkede brynene i forlegenhed og følte at han brændte af skam. Hun havde kikket på ham med en sådan hengivenhed blot nogle få øjeblikke før.

”Det kan ikke være ondartet forhøjet blodtryk” udbrød Buteyko mens han med øjnene fulgte patientens langsomme gang hen ad korridoren. ”Den varsomme, tilbageholdte gangart, åndenød, åben mund – det er de typiske tegn på astma. Men han siger han har ondartet forhøjet blodtryk. Hvordan kan det være?”

Den kønne studerendes ansigt blussede af ubehag og den sagte mumlen fra de andre studerende ansporede ham kun. Dr. Buteyko’s diagnoser var sjældent forkerte for slet ikke at tale om så tæt på målet. Pludselig fløj der en tanke gennem hovedet på ham; hvad nu hvis dyb, tung vejrtrækning, som var så typisk hos astmatikere, og så udtalt som hos denne blodtrykspatient, ikke var et eksternt tegn på sygdommen, men årsagen til den?

I en fart fik han fortalt de studerende at han var ventet et andet sted og fik de studerende sendt af sted mens han skyndte sig efter patienten med forhøjet blodtryk.

En kort samtale med patienten bekræftede hans spirende hypotese. Denne 21 år gamle patient var vægtløfter som betød at han inhalerede og ekshalerede dybt mens han satte sig på hug når han løftede vægtstangen. Buteyko huskede sin egen træning. Han havde også løftet tunge vægte og prustet som et damplokomotiv. Han havde været tvunget til at opgive sin sport da kan blev syg men han trak stadig vejret dybt.

Buteyko lukkede sig inde i personalerummet! Det overfyldte rum var dårligt oplyst af en bordlampe og udenfor var det mørkt. Det ruskede i vinduesfatningerne, kastevinden kom fra nord. Han havde nået at bladre gennem halvdelen af patientens historie da han pludselig følte at en krise med forhøjet blodtryk begyndte. Disse kriser kom om aftenen eller om natten. Han kunne føle blodet dunkende som en hammer mod hans tindinger, et sikkert tegn på et stærkt forøget blodtryk. Hans baghoved føltes som om det var lige ved at sprænges, hans hamrende hjerte ville gøre ubeskriveligt ondt og han højre nyrer ville gøre ondt. Vanemæssigt tog Buteyko hånden ned i sin lommer for at tage den medicin han altid havde hos sig op, og stoppede så brat håndens bevægelse. Hvad godt kunne medicinen gøre hvis de, den underliggende årsag stadig eksisterede? Og lige netop den aften hvor han havde stillet spørgsmål vedrørende dyb og tung vejrtrækning var årsagen til sit forhøjede blodtryk. Så alt hvad han behøvede var at tage tyren ved hornene, ”Læge, helbred dig selv” lød det i hans sind.

Buteyko lagde patientens journal til side. Han tog sine hænder fra bordpladen, lænede sig op mod stolens hårde ryg og begyndte at trække vejret lettere. Ingen dybe inhalationer eller stærke ekshalationer, sagde han til sig selv. Træk vejret så let som muligt. Træk vejret bare en lille smugle.

Han følte det som om var ved at løbe tør for ilt. Han ville gerne åbne sin mund og synke store mundfulde luft men han beherskede sig. Der gik et minut, så to, så tre og miraklet skete. Et sandt mirakel. Buteyko’s hovedpine begyndte at forsvinde og hans banken i tindingerne ophørte. Smerten i hjertet hørte op og efterlod ham med en vidunderlig afslappet følelse. Hans smertende højre nyrer føltes som om den var blevet lindret med et varmt kompres.

”Det virkede!” Buteyko rullede det venstre ærme på sin kittel op. De gule visere på hans ur viste et kvarter i elleve. ”Det virkede virkeligt!” Buteyko kunne ikke helt begribe det. Han tog med vilje adskillige dybe åndedrag og hans symptomer kom med det samme tilbage. Så reducerede han dybden af sin vejrtrækning og symptomerne forsvandt igen.

Han havde altså haft ret! Han hypotese havde bevist sit værd på en meget konkret måde. Han kunne ikke holde ud at blive i det trange personalerum et øjeblik længere – han måtte bekræfte sin opdagelse overfor sine alvorligt syge patienter! Han var i virkeligheden en videnskabsmand (om end en ung en) og vidste at det succesrige eksperiment han havde udført på sig selv ikke var et tilstrækkeligt bevis.

På afdeling 14 på 3. sal fandt Buteyko en ældre patient som var blå i hovedet efter et astmaanfald og så ud som om han var ved at miste bevidstheden. Sygeplejerskerne løb hastigt rundt. De havde allerede prøvet alt, også ren ilt.

”Luk munden og lad være med at tage lange åndedræt” beordrede Buteyko i et overlagt bydende tonefald.

”Jamen det kan jeg ikke!” gispede den gamle mand mens han forsøgte at gribe gummi iltpiben fra dr. Buteyko.

”Luk din mund!” ansporede Buteyko “og press dine hænder mod dit bryst.” Han krydsede den gamle mands benede og krogede hænder på hans bryst ”Vær så stille som muligt. Lad være med at trække vejret dybt!”

Han pressede patientens hænder blidt mod han bryst. I løbet at to minutter forsvandt den forfærdelige blålige tone fra mandens kinder. Han rakte ikke længere ud efter ilt piben men betragtede i stedet for Buteyko som om han var blevet forhekset. Anfaldet var helt klart ved at holde op.

Indtil klokken tre om natten besøgte Buteyko så mange som muligt på afdelingen. Astmaanfald, angina, ischemi (utilstrækkelig blodforsyning (omsætning) til et lokalt område på grund af tilstopning af blodkar til området) og forhøjet blodtryk i skadestuen, alle synes de at blive overvundet ved let og elegant vejrtrækning. Patienter som var blevet reddet fra forfærdelige anfald stirrede på ham i undren når han forlod deres senge.

Kl. 3.10 sad Buteyko igen ved skrivebordet i personalerummet. Han havde ikke tændt lyset i loftet men brugte den gamle bordlampe med dens grønne skærm. Vinden var begyndt at dø hen og vinduesfatningerne rystede mindre. Lampeskærmen kastede en skygge på den ujævne overflade på væggen overfor hans bord. Buteyko havde sine albuer på skrivebordet og han hoved hvilede i hans hænder. Den kraftfulde teknik som han havde opdagen denne nat havde unægtelig virket. Ved at opfordre en alvorlig syg patient til at trække vejret mere overfladisk, lettere og bringe ham ud af en semi-besvimelse og gjort ham i stand til at leve et fuld og sundt liv. Hvis han opmuntrede ham til at trække vejret mere dybt ville han føre ham direkte til Perle Porten.

Det var muligt at helbrede mennesker uden piller, indsprøjtninger og kirurgi! Buteyko løftede hovedet. Den medicinske kult af højt besungne præster ville aldrig tro det – eller de ville ikke ønske at tro det. De ville tænke at han var skingrende sindssyg. Hvem var han, for resten? En grønskolling. Og hans opdagelse ville vende den moderne medicin på hovedet. Buteyko greb om skrivebordets top. Hvis det medicinske establishment ikke havde troet stakkels Ignaz Semmelweis og myrdet ham i en sindssygeanstalt for at foreslå at kirurger skulle vaske deres hænder i en klorinopløsning inden de begyndte at operere, så ville de med sikkerhed heller ikke tro ham.

Lampen flakkede og lyste et øjeblik et hjørne af rummet op, det hjørne hvor gamle dokumenter stod stablet op. For den overspændte Buteyko så det ud som om venligsindede øjne hvilede på ham fra det mørke hjørne. Han havde set de øjne en gang tidligere i en gammel bog – de var øjnene af den myrdede Semmelweis……..

©2009 doctorbuteykodiscoverytrilogy.com

3. Del

Ingen i salen havde mistanke om at noget var galt, da professor Dmitry Gorpishchenko blev annonceret. Den buttede akademiker besteg podiet med besvær. Buskede bryn gav hans blege, våde øjne en mørk, humørforladt udtryk.

Hans udtryk gjort det klart, at han ikke havde kæmpet sig op på podiet for at prise Buteyko’s arbejde … Hverken jeg eller dr Novoselov, som kendte Gorpishchenko godt, kunne lide begyndelsen af hans tale.

“Kære kolleger” sagde Professoren, og tørrede sit velnærede ansigt med en krøllet lommetørklæde, ”i løbet af de sidste par dage er mange smigrende ord blevet sagt fra denne talerstol om Buteyko Metode og om doktoren selv.”

Af en eller anden grund, krøb et strejf af spænding ind i hans stemme. “Selvfølgelig kan enhver videnskabsmand lide at få ros i stedet for kritik.” Stemningen i hallen var stadig godmodige. ”Men som en, der har arbejdet inden for videnskab i mange år, ønsker jeg at sige, at uhindret beundring af noget og nogen er ikke klogt.”

Han rystede sit tæt barberede hovedet. ”Sandsynligvis var alle vores talere oprigtige i deres lovprisning af den metode til fjernelse af dyb vejrtrækning. ”Men” … Videnskabsmanden rynkede panden lidt, “ikke alle talerne, og især de patienter, der har gennemgået uddannelse i metoden, forstår rigtigt, hvad de snakker om, og hvad der er sket med dem.”

En urolig brummen brød ud i salen, og folks varme smil stivnede.
”Som læge og videnskabsmand kan jeg ikke tro, at patienterne blev mirakuløst helbredt fra svær astma, forhøjet blodtryk, angina pectoris og så videre, alene ved Buteyko Metode, uden at den medicin disse patienter havde taget mange år, spillede nogen rolle. At snesevis af læger der har været med til at behandle disse patienter ingen virkning havde.

Kandidaten lavet en skarp huggende bevægelse med sin højre hånd.
”Hvad siger du? At vi skal gå tilbage til prednisolon og euphyllin?” Sagde en indigneret kvindelig astma patient.
”Ja, prednisolon og euphyllin, selvom du ikke tage noget andet!” Gorpishchenko løftede hovedet. ”Så mange forskere har arbejdet for at skabe medicinen, og nu synes du, at de er lige til at blive kastet i skraldespanden. Skal vi bruge Buteyko Metode alene? ”

Professoren begyndte at håne publikum på en nedladende måde.

”Buteyko Metoden medfører ubestrideligt en vis forbedring i patientens generelle helbred, men ikke kun ensidigt – det er en del af et kompleks af behandlinger, der også omfatter en brede vifte af moderne medicin, og det må vi ikke glemme, bare i ét sekund!”
 
En stemning af panik fyldte konferencesal, der havde været så varmt og venligt, indtil dette øjeblik. Buteyko’s tilhængere begyndte at mumle (ikke for højt – jo, det var en professor, der talte). Men det var ikke kun dem, der begyndte at tale – de sammensvorne også givet sig til kende.

“Du må ikke afbryde den eminente Professor! Lad ham sige sin mening!” Skingrede den mand, der havde modtaget sin attest som praktiserende læge fra Buteyko i Akademgorodok. Buteyko vendte sig automatisk rundt for at se, hvem der havde forrådt ham.

“Det er altså en videnskabelig konference. Lad professoren tale færdig!” Råbte det næste medlem af anti-Buteyko sammensværgelsen.

Ansporet af denne støtte, kørte Gorpishchenko hånden gennem sit kort klippede hår, der var begyndt at blive gråsprængt.

“Ingen har formået at gøre op med konventionel medicin endnu, og jeg tror ikke, at de nogensinde vil. Buteyko’s ideer er interessante, men de bør undersøges tilbundsgående, før de bliver berømmet. Efter min mening bygger tanken om overfladisk vejrtrækning endnu ikke fået et solidt videnskabeligt grundlag. Der skal være flere eksperimenter, men uanset hvad deres måtte blive resultater, kan vi allerede nu roligt sige, at ”Buteyko’s metode er ingen patentløsning”.

Det giver et bidrag til de sædvanlige metoder til behandling af astma og forhøjet blodtryk, men lægemidler til disse behandlinger har ikke overlevet sig selv.

”Jeg behøver næppe at sige noget om listen over sygdomme, som Buteyko Metode angiveligt kurer eller lindrer.” vrængede kandidaten næsten. ”I vil vel ikke have os til at tro på, at over 100 sygdomme kan helbredes ved at trække vejret mere let og overfladisk … kvindernes problemer, nyre klager og så videre … Det er ikke videnskabeligt, og det er ikke bevist! ”

Der var også en urolig stemning i hallen. De der deltog i plottet vidste hvad de gjorde, og lod som om de var Buteyko’s tilhængere, før de stak en kniv i hans hjerte her i hovedstaden i hans eget hjemland. Efter så mange års hemmelige kamp, var det dobbelt så smertefuldt for Buteyko at høre den slags i sit eget land.

Del 2

Konstantin Buteyko havde ventet på denne konference i årevis. Ludmila Novozhilova havde hjulpet ham med at arrangere den første store Buteyko Metode konference i Yevpatoria og Moskva et år tidligere. Men en konference i Kiev i opfinderens hjemland, var noget særligt. Buteyko og Ludmila var endda klædt specielt til lejligheden, mere imponerende end normalt.

De opholdt sig i luksuriøse suiter i hotellet ved siden af konferencesal. Der var en konstant strøm af konferencens deltagere og syge mennesker fra Kiev og andre byer der valfartede til deres værelser. Alle glædede sig, alle var fuld af lovord om Buteyko og hans trofaste assistent. Da jeg arbejdede som vicedirektør for Public Relations i Novosibirsk Buteyko Center (Buteyko selv var direktør), var jeg Buteyko og Ludmila Novozhilova trofaste, næsten konstante følgesvend.

Jeg husker det øjeblik, hvor fru Novozhilova sad i en flot lænestol i lobbyen til hendes suite, mørkt hår indramning hendes smukke, aristokratiske ansigt. Konferencegæster var samlet omkring hende (som hvis de rettede opmærksomheden mod Katarina den Store), og forsøger at tale til hende. Jeg havde et presserende budskab til hende, så jeg kom ned på knæ som en middelalderlig ridder for at tale til hende – det føles ikke rigtigt at tale ned til en smuk kvinde.
Midt i den almindelige begejstring og højtidelige stemning, mærkede Vladimir Novoselov og jeg der var noget galt.

I gangen ved siden af lobbyen, havde folk, der var klart til at konspirere mod Buteyko begyndt at forsamle sig. Det var svært at tro, at i løbet af de glade maj dage, i Buteyko’s eget hjemland, at der var begyndt at samle sig et netværk af mennesker der begyndte et plot. Og at folk fra Novosibirsk Centret var blandt dem!

De havde ikke arbejde direkte for Buteyko i Akademgorodok, den videnskabelige forsknings- og uddannelsesinstitution lige uden for Novosibirsk, hvor hans laboratorium var placeret. Men en af dem havde fået sit certifikat som behandler direkte fra Buteyko. Som jeg har sagt, var jeg den assisterende direktør for PR, og det var mit job at vide alt, hvad der skete omkring metoden og dens skabere. Mange andre konference deltagere lagde ikke mærke til de finesser og tegn på denne sammensværgelse, selv om det foregik lige under deres næser – men Novoselov og jeg forstod, hvad der foregik. Novoselov udpegede de ukrainske medlemmer af cirklen for mig.
Du vil måske undre dig, hvorfor jeg fortæller dig om alle disse sammensværgelser og intriger. Jeg vil svare, at medmindre du kender til den kamp, som Buteyko var udsat for (videreført mod hans loyale tilhængere i dag), kan du ikke forstå den sande storhed i opdagelsen af ”Lidelser forårsaget af dyb, tung vejrtrækning” – hvilket til gengæld betyder, at din bevidsthed ikke helt forstår at det vigtige i at hver eneste familie på kloden mestrer den metode.

Denne metode er ikke kun for syge mennesker – det blev også forfinet som et middel til at forebygge sygdomme hos tilsyneladende raske mennesker.

Buteyko konferencen fortsatte i et par dage i den luftige konferencesal. Buteyko’s studerende besteg og optrådte på podiet med uforbeholden Glæde, hvordan de havde reddet deres patienter fra astma, diabetes og kvinders problemer med at bruge metoden. Konferencens deltagere hang ved hvert eneste af deres ord. De skrev bidragene i notesbøger og på kassetter. Buteyko Metoden havde sejret efter mange, lange år under jorden! Buteyko var salig. I hans pressede ukrainske skjorte og velsiddende lyse jakkesæt, han var så stor og stolt.
Når en 76-årig dame, som havde lidt af svært takykardi (hurtig hjerteaktion med mere end 100 slag i minuttet) tog ordet og viste, hvad hun havde lært af metoden, for øjnene af mange af de tilstedeværende, lyste hun af stolthed og glæde. Til at begynde med, havde denne dame haft en kontrol pause på fire sekunder, og hun nu vist en pause på 49 sekunder.
Men det var ingenlunde hendes grænse – hendes træner viste, at den gamle dame kunne nået en kontrol pause på seks minutter i løbet af uddannelsen. Det var naturligvis svært at tro dette. Alle troede, at selv om det var sandt, så kunne det ikke havde været en kontrol-pause, eller endda maksimum pause. Måske var det en slags sjældne, hyper-udvidet pause. Men den gamle dame overraskede os ved at erklære fra talerstolen:

“Jeg er ked af det, børn, at jeg kun lykkedes at have en kontrol pause på 49 sekunder her. Under kurser lykkedes det mig at have fem minutter. Men her ser en hele salen ser på mig. Jeg er genert og nervøs, er mit hjerte tordner og buldre. Jeg bøjer mig for Dr. Buteyko – han har gjort store ting! ”
Hun bukkede dybt for den forlegne Buteyko og forlod ilende podiet. Men ikke alle på konferencen skulle det vise sig, havde den samme respekt for Buteyko. En mand gik på talerstolen. Han ville forsøge at spytte på Buteyko og ødelægge alt, hvad der var blevet sagt i de seneste dage om metoden.

1. del

Gid Gud sendte hver eneste geniale opfinder en kvinde som Ludmila Novozhilova! Himlen havde for længe siden besluttet at disse to mennesker, der hver for sig var talentfulde på hver sin helt egen måde, skulle mødes. Og til sidst fandt deres historiske møde sted den 9. februar 1969. Det er svært at sige, hvad der ville være blevet af forfatteren af Discovery of Diseases of Deep Breathing og hans fremragende metode til at normalisere åndedrættet  uden brug af medicin, hvis dette møde aldrig havde fundet sted.

Konstantin Buteyko ville formodentlig have fundet en eller anden form for sti for sin metode, da han var meget stædig og målbevidst, men det er også muligt, at han ville være blevet knust af den bureaukratiske maskine. Historien giver os mange eksempler på opfindere, der er blevet gale, ruineret sig selv ved hjælp af druk, hænge sig selv og så videre. De er hverken dårlige eller svage mennesker, men betydningen af deres opdagelser medførte et massivt pres på dem fra mørke modsatrettede kræfter.

Og opdagelsen af “the Diseases of Deep Breathing” var en af de største medicinske opdagelser nogensinde! Det underkendte og udsatte alt det almindelige læger troede de vidste, og det så meget, at højtstående bureaukrater, som ivrigt propaganderede for kulten af pille-baseret medicin, var parate til at erklære navnet Konstantin Buteyko bandlyst. De ville gøre noget for at stoppe den stoffri Buteyko metode fra at blive udbredt viden.

I lyset af alt dette, var Ludmila Novozhilova’s indtræden i Buteyko’s liv som manna fra himlen. Det ville have været vanskeligt at finde en mere energisk supporter. Tyve år efter deres første møde, fortsatte Buteyko at drage fordel af denne kvindes energi og evne til at forsvare Discovery of Diseases og Buteyko Method .

Tyve år efter deres første møde fortsatte Buteyko med at have glæde af denne kvindes energi og evne til at forsvare ”Opdagelsen af lidelserne forårsaget af dyb, tung vejrtrækning” og selve Buteyko Metoden. Buteykos tidligere patient gjorde rigtig meget i løbet af årene og deres samarbejde. Og alligevel, selv om hun kun havde forsvaret hans arbejde ved en eneste anledning, ville hun, med sit liv på denne smukke jord, have tilbagebetalt sin frelse til dette videnskabelige geni, hundredefold. Det var lige netop hvad der var brug for på det tidspunkt og kun Ludmila havde den nødvendige beslutsomhed.

I begyndelsen af maj 1989, var en af de første Buteyko konferencer blevet afholdt i Kiev – den første officielle, der afholdes i Buteyko’s hjemland. Du kan forestille dig, hvordan Buteyko, der var født i Poltava-regionen i 1923, følte. Langt om længe, efter års fattigdom og forfølgelse, vil patienter og forskerne lytter til ham i hjertet af Ukraine.

Efter konferencen gik vi til restaurant Dnipro. Lederen af den musikalske gruppen der underholdt os med skønne ukrainske sange erklærede ”Selvfølgelig spiller vi for alle her, men først og fremmest spiller vi for dig, vores elskede Dr. Buteyko. Vi er glade for, at du findes, og at du har lavet din Store Opdagelse.” I almindelighed forstår Ukrainere hvad den store opfinder gjorde for dem, men på ingen måde alle, skulle det vil vise sig! Selve konferencen passerede ikke uden problemer.

Alt startede meget godt. Vi var til møde i en af de bedste konference haller i Kiev, midt i centrum. Buteyko havde ophold i det prestigefyldte hotel ved siden af, og syntes omsider at være fri for forfølgelse fra myndighedernes side. Foyeren i Konference hallen blev pakket. Tilhængere af Buteyko kom frit frem. Hans kvindelige studerende var smukt klædt og smilende til festen. Folk spiste is, mens de glade udvekslede oplysninger. Efter så mange år med hemmelig aktivitet, forfølgelse og tilbageholdelse i anstalter, var det en rigtig ferie.
Jeg var i foyeren med min ukrainske ven, dr Novoselov – samme Vladimir Novoselov der senest i maj 1989 havde afsluttet en vellykket afprøvning af Buteyko Metode på folk der blev ramt af stråling fra Tjernobyl.

Han var den første i landet der indledte et angreb på AIDS – præcis to år senere, i april 1991, han har gennemført et modigt forsøg af Buteyko Metode på 13 aids-patienter. Kun få mennesker kender til dette legendariske, mirakuløse forsøg (tabletten mafia skjuler dem fra patienter), men jeg vil beskrive dem i detaljer i de efterfølgende kapitler, måske endda i de næste bind af denne bog. Det er af stor betydning at de ikke blever skjult for offentligheden.

Men i det øjeblik, den 5. maj 1989, stod Volodja Novoselov og jeg i den hyggelige foyer i den prægtig konferencesal, drikker appelsinjuice og spiser lækre kager.
Vi var glade for, at bevægelsen kunne komme ud i det fri, og tænkte, at det kun Buteyko’s venner der var samlet i denne hal … men hvor var vi galt afmarcherede!

Historien bliver her genfortalt af mig ….. hovedpersonen Konstantin Buteyko døde i 2003. Flere russiske forfattere har skrevet artikler og bøger om Buteyko og hans kone …. det er fra nogle af disse artikler og bøger jeg genfortæller oplevelserne.

Professor Konstantin Pavlovich Buteyko blev født nær Kief i Rusland den 27. januar 1923

Denne simple og så alligevel ekstraordinære mand helligede hele sit liv til at studere den menneskelige organisme og gjorde en af de mest fantastiske opdagelser i hele den medicinske historie.

Buteyko påbegyndte sit lægestudie i Rusland i 1946 på the First Medical Institute of Moscow. Første del af hans praktiske arbejdsopgaver bestod i at overvåge vejrtrækningen hos terminale patienter før deres bortgang.

Han tilbragte hundredvis af timer med at observere og dokumentere åndedrætsmønsteret, og efterhånden blev han i stand til at forudsige med stor akkuratesse, ofte helt med til minutter, hvornår hver patient ville dø. Hver enkelt patients vejrtrækning forøgedes efterhånden som deres tilstand blev dårligere og dårlige og de nærmede sig døden. Mens Buteyko gik på universitetet led han af et så alvorligt højt blodtryk at man kun gav ham 12 måneder at leve i. Under vejledning af sin tutor lavede Butekyo videnskabelige undersøgelser af sin sygdom selv om det ikke så ud til at være ret meget han kunne gøre for at forandre tilstanden.

Professor Buteyko’s egen sygdom

Den 7. oktober 1952 efter eksamen i klinisk terapi, begyndte han at overveje om grunden til hans sygdom, som nu var gået fra slem til rigtig slem, måske kunne skyldes hans dybe vejrtrækning. Det tjekkede han ved at reducere sin vejrtrækning. I løbet af ganske få minutter forsvandt hans hovedpine, smerten i hans højre nyre forsvandt og det samme skete med hans smerter i hjertet. For at bekræfte sin opdagelse, tog han fem dybe åndedræt og smerten kom tilbage. Han vendte tilbage til sin opdagelse at mindsket vejrtrækning ændrede hans tilstand, og smerterne forsvandt igen.

Han værdsatte ikke sin opdagelse på det tidspunkt, og alligevel var det en af de største, og indtil videre hovedsaglig ukendt, opdagelser i det tyvende århundrede. Buteyko fastslog at åndedrættet, så altafgørende for at opretholde livet, ikke alene kan helbrede men også forbavsende nok, er årsagen til så mange af vor tids livsstilssygdomme.

Buteyko’s næste skridt var at søge efter en teori der kunne støtte hans opdagelse. De data der var tilgængelige dengang, altså i 1952, kom fra forfattere som Holden, Priestly, Henderson, De Costa, Werigo, og Bohr som synes at bekræfte hans hypotese. På den tid var det kendt stof, at udånding af kuldioxid ved stort åndedrag resulterede i spasmer som nedsatte tilførslen af ilt til vitale organer, også hjernen, som kunne bringes til ophør ved hjælp af at tilføre ilt til vitale organer, heriblandt hjernen som således afstedkom endnu et stort åndedræt – den onde cirkel er komplet.

Professor Buteyko tager det første skridt til en klinisk undersøgelse

Buteyko fik en kold modtagelse fra det etablerede medicinske establishment, dengang. For at få sin opdagelse accepteret påbegyndte han i 1959 en klinisk undersøgelse af en blandet gruppe bestående af 200 mennesker, nogle syge og andre raske. Den 11. januar 1960 demonstrerede han overfor Naturvidenskabelige Råd på Instituttet sammenhængen mellem dyb vejrtrækning, niveauet af kuldioxid i kroppen og helbredstilstanden.

For mange af Dr. Buteyko’s kollegaer var det for stor en mundfuld at sluge – det var en stor udfordring til mange af de teorier som medicin baserede sig på. Sygdomme, hvis naturlige konventionelle behandlingsformer enten var kirurgi og/eller omfattende medicinsk behandling, kunne ikke ændres ved noget så simpelt og enkelt som at ændre måden at trække vejret på. Og så var det alligevel nøjagtig det Buteyko beviste. Buteyko modtog ikke direkte anerkendelse, og så alligevel, fik han midlertidig hjælp af Professor Meshalkin, formanden for det videnskabelige forum, som satte Buteyko i stand til at fortsætte sit arbejde. I de efterfølgende år fortsatte Buteyko sine undersøgelser, assisteret af et team på tohundrede velkvalificerede medicinske medarbejdere og med up to date teknologi. Frem til 1967 havde de helbredt over tusinde patienter med astma og andre sygdomme, udelukkende ved hjælp af hans metode.

Professor Buteyko møder stadig modstand

Alligevel nægtede Professor Meshalkin stadig at tillade videnskabelige forsøg med Buteyko metoden. Denne modstand blev senere fulgt af lukning af hans laboratorium og ligefrem undertrykkelse. Det gik så vidt, at der er rapporteret om flere tilfælde af angreb på hans liv – mystiske bil uheld og forgiftning af hans mad.

I januar 1968 lykkedes det trods alle odds, som følge af en større og større offentlig støtte og krav, at få sundhedsministeren, akademikeren Petrovsky, til at godkendt, at Buteyko Metoden skulle anerkendes som en godkendt standard behandling hvis han kunne bevise at halvfems procent af patienterne blev kureret. Denne anerkendelse og godkendelse skulle basere sig på videnskabelige evalueringer af alvorlige tilfælde der ingen konventionelle behandlinger var for. 46 patienter lærte hans metode og resultatet var overraskende; 100% blev officielt diagnosticeret – helbredt. Så skete der en ekstraordinær udvikling – uden nogen forklaring, som et lyn fra en klar himmel, resultaterne som skulle sendes til ministeren, blev forfalskede og som konsekvens af denne forfalskning, blev Buteyko’s laboratorium lukket.

Buteyko Åndedræts Metoden bliver endelig anerkendt

Den gode læge var ikke sådan at slå ud, så i april 1980, efter retssager i Leningrad og på the First Moscow Institute, afdelingen for børnesygdomme, blev Buteyko Åndedræts Metode endelig officielt anerkendt og samtidig anerkendt som metoden der havde 100% succes rate. Denne anerkendelse og undersøgelse var iværksat af the Soviet Ministry’s Committee for Science and Technology.

I 1983 anerkendte the USSR Committee on Inventions and Discoveries formelt Buteyko’s opdagelse og udstedte et patent med titlen “The method of treatment of hypocapnia*” (Authors certificate No. 1067640 issued on September 15th, 1983). Det er interessant at se, at datoen for opdagelsen i dokumentet er tilbagedateret til den 29. januar 1962, det vil sige at hans opdagelse officielt blev anerkendt tyve år efter den var gjort. *(Hyperkapni er en tilstand med forøget karbondioxid i blodet. Hyperkapni medfører stort ubehag med hovedpine, fornemmelse af åndenød og varm blussende hud. Blodtrykket vil ofte være forhøjet.)

I dag underviser mere end 200 medicinsk uddannede personer i denne terapi i centre rundt om i byer i Rusland. Buteyko skrev over halvtreds videnskabelige papirer som handlede om forbindelsen mellem respiration og kuldioxid og der er blevet skrevet mindst fem Ph.D. afhandlinger af hans kollegaer. Grundlaget for Buteyko Breathing Method som påviser sammenhængen mellem kuldioxid og “tiden det er muligt at holde vejret” er en del af pensum på medicinstudiet på universiteterne.

2. maj 2003 professor Buteyko dør

Fredag, den 2. maj 2003 klokken 16.05 (Moskva tid) tog professor Buteyko afsked med denne verden med nogle meget dybe indsigter. Hans død kom som noget af et chok for mange mennesker rundt om i verdenen, som havde den oplevelse at han havde et fremragende helbred, netop som følge af hans livsværk. Det var hans ønske at blive begravet i sit hjemland, Ukraine.

Han gravsted er i Feodosia i Crimea, Ukraine. Hans minde vil leve videre og jeg føler at det vil være en levende bevægelse fremad i takt med at flere mennesker hører om og lærer om hans opdagelse. I 1990 blev Buteyko Åndedræts Metoden bragt uden for Rusland grænser til Australien af Sasha Stalmatski. Sasha Stalmatski arbejde fra sin lejlighed i Sydney og han begyndte med at arbejde med russiske venner og familie. Efterhånden som flere og flere mennesker lærte om denne nye metode og medie dækningen kom ind i billedet, blev metoden beskrevet i både aviser, magasiner og på Tv, hvilket gave en øget opmærksomhed om metoden. I 1995 bragte Stalmatski metoden til England hvor den siden har været praktiseret på den berømte Hale Clinic (som blev åbnet af Prince Charles i 1988)

Et skøn viser at over 100.000 mennesker over de seneste 4 årtier har lært og taget denne terapi til sig i Rusland, mere end 25.000 i Australien og New Zealand, og mange tusinde i England. Buteyko’s metode udfordrer overbevisningen at overånding er gavnlig og ligeledes afslører mange årsager til sygdomme som er ikke er forklarlige i moderne medicin.

Det er tankevækkende at moderne medicin, med alle dens undersøgelser og ressourcer, menneskelige, tekniske som videnskabelige, stadig har været ude af stand til at bevise forbindelsen mellem overånding og forskellige medicinske forhold, her helt overordnet astma. De anstrengelser som Buteyko skulle igennem for at få sin opdagelse anerkendt indikere en uvilje indenfor den medicinske verden til at acceptere opdagelser som ikke er farmaceutisk funderet. Måske fordi det kræver nytænkning?